Ny designmobil fra Sony Ericsson
På den nye Sony Ericsson Z310i kan du tildele dine kontakter i din telefonbog forskellige farvekoder. Det skulle ifølge Sony Ericsson gøre det lettere at se, hvem der ringer. Den ydre skærm er integreret i telefonens design. Den gemmes under overfladen indtil en besked eller et opkald modtages.
Den glatte, halvgennemsigtige finish på telefonens front viser ikoner på displayet, når noget nyt sker i telefonen. Ellers er ikonerne "usynlige" under overfladen.
– Denne stilfulde muslingeskal vil være svær at undvære. Ikke alene kan den prale af et godt udseende og en livlig farve. Den har også features, der for mange vil være et must, som VGA-kamera, MP3-ringetoner og Bluetooth, fortæller Kenneth Møller, National Account Manager for Sony Ericsson i Danmark og Island.
Z610 har et 2-megapixelkamera, så på det felt er der unægtelig tale om et tilbageskridt. Kameraet i Z610 er i øvrigt ikke for godt i forvejen, så vi gruer for kameraet i Z310i. Telefonen er dog udstyret med Picture Blogging. Med den funktion kan man oploade billeder direkte til en blog for på den måde at dele billederne med venner og familie.
Det er muligt at ændre udseendet på menuen og skærmen, så det passer til tidspunktet på dagen. Et lyst tema i dagtimerne og et noget mere afslappet og sofistikeret om aftenen. Skærmen er af typen STN, har 128 x 160 pixels og viser 65.000 farver. Med andre ord er der tale om en skærm i den ringere ende af skalaen, men som Sony Ericsson selv understreger, så er denne type skærm strømbesparende.
Sony Ericsson Z310i leveres i farverne Jet Set Black, Blush Bronze eller Lush Pink og skulle være leveringsklar i 1. kvartal 2007. Prisen er ikke oplyst, men vi forventer ikke en pris, der er højere end 1.250 kr.