Ny filmkonkurrence i gang
Startskuddet er gået til lommefilm.dk’s første filmkonkurrence "30 dage 60 sekunder" og du har frem til søndag til at lave din egen fil. For der er ikke behov for at rulle det store udstyr frem. Det vigtigste krav for at deltage i konkurrencen er nemlig, at indsendte film udelukkende må være skudt på mobiltelefoner. Tanken bag konkurrencen er, at det er den gode ide, der skal være det bærende.
-Det er en skam at film fra mobiltelefoner får folk til at tænke på happy slapping og lignende. Vi ønsker at lave en sjov og seriøs konkurrence, der får det bedste frem i mediet, siger folkene bag lommefilm.dk; Martin Spenner og Kasper B. Olesen.
For at understrege seriøsiteten har lommefilm.dk valgt at arbejde sammen med CPH:DOX, der er en af Danmarks mest succesfulde filmfestivaler. En vigtig del af præmien er at få sin film vist for et stort publikum, hvilket er muligt i samarbejdet med CPH:DOX. Men anerkendelse alene er ikke nok. Derfor bliver de tre bedste lommefilminstruktører også sendt på en inspirationsrejse med Sterling ud i Europa.
En af ambitionerne for lommefilm.dk er at være med til at finde fremtidens talenter. lommefilm.dk får hjælp til at finde disse talenter af en professionel jury bestående af Max Kestner, Anders Morgenthaler og Christina Rosendahl, der alle selv kender vejen fra ukendt talent til etableret stjerne i den danske filmbranche.
Juryformand Max Kestner udtaler at han ønsker at se spontane film, hvor det kloge lag er skrællet af.
Så, det er bare at komme i gang. Herunder kan du se Max Kestners trailer, der er optaget med Nokia N93.