Ny GPS-smartphone fra Samsung
Først kom nyheden om G600, der er Samsungs første bud på en kameramobil på 5 megapixels – den er udset til at tage kampen op mod Nokia N95 og Sony Ericsson K850i. I går dukkede der så informationer op om G800, der yderligere tilføjede turbo-3G og optisk zoom til G600’s allerede avancerede funktioner. Nu kommer nyhederne så om en helt ny model med navnet i550.
Samsung i550 er en smartphone, der bruger styresystemet Symbian S60, der ellers er mest kendt fra Nokias smartphones. Det mest spændende ved i550 er dog dens indbyggede GPS. Modellen bliver dermed Samsungs første mobil med indbygget GPS-navigation. i550 kan også byde på mange andre ting. Bl.a. er der også indbygget turbo-3G og et kamera på 3,2 megapixels. Skærmen er på hele 2,6", og der skulle være 128 MB ram, samt mulighed for udvidelse af hukommelsen ved hjælp af microSD-kort. Desuden har modellen FM-radio, et standard 3,5 mm-hovedtelefonstik og microUSB til brug ved computertilslutning. På trods af alle disse funktioner måler i550 blot 115 x 53 x 13,8 mm.
Pris og udgivelsesdato for den nye mode kendes endnu ikke.