Ny GSM-musiktelefon fra Nokia
‘Dedikerede musikknapper’ er det helt nye i mobilverdenen, som enhver fuldblods-mobil MÅ have. Det har Nokia 3250 også, og kan derfor med ret kalde sig Nokias nye musikmobil. Den spiller da også MP3, WMA, M4A og AAC.Man drejer simpelthen bare tastaturet 180 grader, hvorved musikknapperne kommer frem.
3250 spiser microSD-hukommelseskort, der p.t. går op til 1 GB hukommelse, hvilket skulle give plads til 750 numre. Numrene overføres via drag-n-drop. I øvrigt skulle det være muligt at hente nye numre ‘over-the-air’, som det hedder på nudansk.
Desuden finder man også et 2 megapixel-kamera og ‘smartphone-egenskaber’, som Nokia kalder det. Mobilen er en Triband GSM 900/1800/1900, der også har Bluetooth og et 3,5 mm stereoadapter.
Nokia 3250 er baseret på Series 60 og Symbian OS, der borger for gode applikationer til download og installering. Der skulle være mulighed for 10 timers afspilning og tre timers taletid.
3250 forventes i handlen første kvartal 2006 til en pris på 350 euro uden tilskud og moms – altså et godt stykke over tretusinde kroner. Det fremgår ikke af Nokias pressemeddelese, hvor stort et hukommelseskort, der følger med til den pris.