Ny HD-trafikmodtager fra Tomtom
Navigation-leverandøren tilføjer i dag en ekstra løsning til deres sortiment. Navnet er Tomtom HD Traffic, og kan fås både som tilbehør og i pakken af udvalgte modeller i Tomtom GO- familien, og kommer med seks måneders abonnement på HD Traffic-tjenesten. Desværre er det ikke i Danmark, men Tomtom lover, at så snart en aftale er på plads med en stor teleoperatør herhjemme, vil det være muligt.
Tomtom HD Traffic ser noget anderledes ud.
Tomtom HD Traffic gør det muligt for chaufføren at kortlægge og følge den optimale rute til sit mål bedre end det er muligt i dag. Undervejs vil han kunne modtage opdaterede trafikinformationer, så han kan få et overblik over sin rejse og ankomsttidspunkt. Og da det vil ske både over sattelit og mobilnettet vil flere veje være involveret, så man får mere eksakt trafikinformation.
Tilslutningen af HD Traffic-modtageren sker ved at forbinde den via mini-USB-porten i Tomtom-enheden og derefter tilslutte den til bilens cigarettænder.
Den nye TomTom HD Traffic modtager har et GPRS-modem. Med det indbyggede Lithium-ion batteri, en vægt på 128 gram og målene 122 x 45 x 25 millimeter, fylder TomTom HD Traffic-modtageren ikke meget i landskabet.
Den virker sammen med TomTom GO 930, 730, 530, 920, 720 og 520 (T). HD Traffic-modtageren koster under 750 kroner inkl. et seks måneders abonnement på HD Traffic, men er altså ikke tilgængelig i Danmark endnu. Derimod er den udkommet i Holland, og er senere på vej til Tyskland og Frankrig.