Ny lækker HTC Touch Cruise med TomTom
Den nye HTC Touch Cruise er egentlig bare en opdatering af sidste års model, men har fået en større overhaling. Den er blevet 1 millimeter tyndere og 27 gram lettere, det vil sige ,at den nu måler 14,4 millimeter og vejer 103 gram. Desuden er selve designet også strammet godt op.
Til den første den første Crusie-model fulgte der ikke GPS-kort med, men det gør der til den nye opdatering, nemlig kort fra TomTom over Skandinavien. En bilholder følger med, og når man sætter enheden i bilholderen skifter den automatisk til en brugervenlig bil-brugerflade med let adgang til for eksempel kortene.
Som noget nyt følger programmet HTC Footprint. Programmet gør det muligt at lave digitale postkort, som kan tilføjes en kommentar eller et lydklip, og som samtidig automatisk tilføjes GPS-koordinater. Dermed kan man til enhver tid finde tilbage til stedet, hvor postkortet blev lavet, og samtidig høre sin egen bedømmelse af, hvorfor stedet var interessant i første omgang.
Ifølge HTC, er det helt specielle ved HTC Footprint så, at den geografiske afmærkning fungerer lige effektivt inde og ude. Med andre ord skulle afmærkningsfunktionen altså blive mere præcis end ved andre telefoner, især ved brug inden døre.
Endelig indeholder telefonen touch screen-teknologi samt selvfølgelig alle de traditionelle mobilfunktioner.
HTC Touch Cruise vil være i handlen i løbet af foråret til en pris mellem 3.500-4.000 kroner.