Ny mobil skal få de ældre til at sms’e

En ny ældremobil fra Doro har en dedikeret sms-tast, så det bliver hurtigt og nemt at skrive med børnebørnene.

Ny mobil skal få de ældre til at sms’e

Det svenske firma Doro har specialiseret sig i at designe og fremstille mobiler til ældre mennesker. De mange nye funktioner i moderne mobiler gør det ofte svært at finde frem til de mere gængse funktioner, og det vil Doro gerne afhjælpe.

Doro er derfor nu klar med en ny model med navnet PhoneEasy 332gsm. Den ligner en normal mobiltelefon, men knapperne og teksten på skærmen er ekstra store.

Fåtal anvender sms

Doro fik lavet en undersøgelse, der afslørede, at kun hver tredje person mellem 65 og 74 år anvender sms-funktionen på deres mobiltelefon. Derfor er der på fronten af den nye model en særlig sms-knap, så man ikke skal igennem menuen for at bruge sms-funktionen.

Desuden er der også tre hurtigopkald-knapper på fronten, der kan ringe direkte op til de numre, man bruger mest. Man kan også zoome i teksten på skærmen i for eksempel telefonbogen og sms-beskeder, så det er lettere at læse.

Doro PhoneEasy 332gsm kan fås i hvid og sort fra juni måned. Prisen ligger på cirka 1.000 kroner.