Ny Nokia-app giver nyt liv i fjernsynet
"Nokia Big Screen" er det lettere uopfindsomme navn på et nyt program fra Nokia Beta Labs. Programmet er en slags mediecenter og giver dig mulighed for at tilslutte telefonen til et fjernsyn med HDMI-indgang og efterfølgende se og lytte til dine mediefiler på fjernsynet.
"Men kan man ikke allerede det i forvejen?", tænker du måske. Jo, det kan man, men brugerfladen i det nye program er langt nemmere at tilgå og er optimeret til brug af fjernkontrol i stedet for en berøringsfølsom skærm. Man kan både styre programmet fra telefonen og med en Wii-controller.
Man behøver heller ikke besvære sig med at finde programmet, når det først er installeret. Tilslut et HDMI-kabel og programmet starter helt af sig selv. Det virker ret smart, hvis man har tænkt sig at bruge sin telefon som mediecenter.
Betaprogrammet har allerede fået en del omtale, og Nokia fortæller i et blogindlæg på Beta Labs at man arbejder på at komme med nogle fede nye funktioner i fremtidige udgaver. I øjeblikket fungerer det med Nokia E7 og N8.