Ny Office-pakke klar til skyen og tablets
Microsoft løftede i aftes sløret for den nye Office-pakke, der med programmer som Outlook 2013, Excel 2013 og Word 2013 er tilpasset touch-skærme og så gemmes det hele selvfølgelig ikke på enheden, men skubbes i stedet til skyen.
Brugerfladen har også været igennem en omvæltning, og den minder som ventet en del om Windows Phone-systemet og Windows 8. Det er helt klart Surface-tabletten og Windows RT-enhederne, der kigges mod med denne opdatering, og Office 2013 kommer som gratis software til sidstnævnte.
I forhold til skyen, så er det muligt at gemme alle dokumenter og indstillinger i Microsofts SkyDrive-tjeneste, så man kan fortsætte sit arbejde alle sine computere efter synkronisering med skyen.
Ifølge Steve Ballmer, der selv var på scenen under lanceringen, så er Office-pakken blevet gennemtænkt som en tjeneste, der både kan gøre livet ved computeren lettere derhjemme og på arbejdet.
Allerede nu kan man hente og prøve en version af den nye Office-pakke.
Det nye Office er bedst tilpasset Windows 8 og Windows RT, men har du Windows 7, kan du også bruge det. Anderledes handicappet er du med Windows XP ogVista. Her kan man ikke bruge det nye Office. Vi regner med at den endelige version af dokument-programmet lanceres omkring oktober.