Ny PDA-telefon med 3G fra Asus
Asus har netop offentliggjort deres nyeste PDA, Asus P735. Den minder i høj grad om HTC P3600 i både form og funktion, men har i modsætning til P3600 kun almindelig 3G og ikke turbo-3G. Ligeledes er der heller ingen GPS at finde i den nye Asus, hvilket der er i P3600. HTC har dog stadig lidt problemer med at få den til at virke efter hensigten.
Ud over 3G og en 2,8" stor trykfølsom skærm, byder Asus P735 også på en hurtig Xscale-processor på 520MHz, 64 MB ram og 256 MB rom, W-LAN, Bluetooth og plads til miniSD-kort. Desuden er der fundet plads til et VGA-kamera til videoopkald foran samt et 2-megapixelkamera med autofokus på bagsiden.
Om, og i givet fald hvornår, modellen kommer til Danmark, vides endnu ikke.