Ny Razr til folket

Ny Razr til folket

Nu forsøger Motorola sig med en ny udgave af den populære Razr V3. Ikke mærkeligt, taget i betragtning hvilken succes den første Razr-model skabte for selskabet.

Razr V3x er en mørkt designet variant af den tidligere model, opgraderet med blandt andet muligheden for at gå på 3G-nettet. På billederne ser Razr V3 noget buttet ud i forhold til sin slanke lillebror, men med dobbeltkamera er det vel ikke så underligt. Det ene skulle være et 2-megapixelkamera med 8 x digitalt zoom, mens det andet er et internt VGA-kamera, der kan anvendes til videosamtaler. Det skulle endvidere kunne bruge 0,5 gigabyte store Transflash-kort til at gemme film, billeder og musik på.

Razr V3x skulle eftersigende komme på markedet i løbet af det fjerde kvartal dette år. Prisen er stadig ukendt, og om den kommer til Danmark, er stadig usikkert – men det må man jo bare håbe på.