Ny smartphone-skat koster langt mere end forventet
Den nye telefonskat, der bliver indført fra nytår, vil ramme danskerne langt hårdere end hidtil antaget. Smartphone-skatten, som skal afløse multimedieskatten, kommer til at give skatteindtægter for ca. 250 millioner kroner, viser nye beregninger fra IT-Branchen og Dansk Erhverv.
Det er fem gange mere end de 50 millioner kroner, som regeringen ellers har meldt ud, at smartphone-skatten ville koste danskerne i 2012.
”Multimedieskatten bliver reelt ikke afskaffet. Det viser tallene med al tydelighed. Multimedieskatten bliver nu blot erstattet med en ny skat på digitale arbejdsredskaber, som rammer rigtig mange danskere. Det er et kæmpe selvmål regeringen er ved at lave”, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.
Regeringen har i sit udspil til finansloven fundet finansiering til at lempe skatten på digitale arbejdsredskaber med 450 mio. Det skulle ske ved at fjerne multimedieskatten og indføre en langt mere lempelig skat på fri telefon, der kun ville give et provenu på 50 millioner kroner.
”Regeringen har afsat 450 millioner kroner til at fjerne multimedieskatten. Derfor vil det være både bizart og unødvendigt, hvis man reelt står tilbage med en ny model, der i praksis kun bliver en ganske marginal lettelse. Når nu pengene er afsat, vil det være helt tåbeligt, hvis en potentiel vindersag i stedet bliver en tabersag for regeringen”, siger cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Erhverv.
Ifølge IT-Branchen og Dansk Erhvervs beregninger vil mindst 246.000 danskere blive ramt af den nye smartphone-skat.
IT-Branchen og Dansk Erhverv mener, det grundlæggende er et helt forkert signal at beskatte arbejdsredskaber, der giver mere fleksible og produktive medarbejdere.
”Den nye smartphone-skat er en skat direkte på fleksibilitet og produktivitet. Det har Danmark mindre end nogensinde brug for. Regeringen svigter visionerne i sit eget regeringsgrundlag om at fremme væksten med teknologi. Den gør det stik modsatte med den nye smartphone-skat, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.
”Smartphones og andre digitale arbejdsredskaber skaber mere fleksible og produktive medarbejdere. Det er udtryk for en gammeldags tankegang at se dem som fryns. I dag er en telefon et arbejdsredskab, fuldstændig som computeren er det, med adgang til mail, kalender og internet”, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Erhverv.