Ny Sony-topmodel kan komme om en måned
Sony har allerede udsendt invitationer til en lancering den 29. august, og blandt nyhederne kan vi forvente en model under navnet Mint eller LT30p. Hjemmesiden Mobile-review.com har fået fingrene i en prototype af telefonen, og vil derfor ikke kommentere på telefonens kamera.
Og netop kameraet bliver formentlig et af telefonens højdepunkter. Den skal angiveligt have en ny slags sensor med en funktion til at optage video med såkaldt HDR-teknik. HDR står for High Dynamic Range – stort dynamisk omfang – og anvendes i dag i nogle mobilkameraer til at tage almindelige stillbilleder med bedre farvegengivelse.
Skærmen skal bruge samme White Magic-teknik som Xperia P, men i dette tilfælde er størrelsen ændret til 4,3 tommer i diagonalen.
Styresystemet bliver Android, og i skrivende stund ser det ud til at man lancerer med version 4.0, men det kan formentlig ændres inden telefonen rammer markedet. Under overfladen skal man finde en lynhurtig Snapdragon S4-processor fra Qualcomm.