Ny touch-mobil fra Motorola
Motorola er sammen med Nokia den sidste af de store producenter, der kun i meget ringe grad gør brug af trykfølsomme skærme i deres modeller. De har nemlig kun brugt det på enkelte modeller til det asiatiske marked. Men noget ser ud til, at det er ved at ændre sig. De har nemlig netop lanceret en touch-model i USA, og nye lækkede billeder tyder på, at endnu en touch-model er på vej til det bredere marked.
Faktisk er billeder af to nye modeller dukket op på det kinesiske site it168.com. De to modeller går under kodenavnene Attila og Alexander. Motorola Attila har en 2,8 tommer stor trykfølsom skærm, og bruger styresystemet Windows Mobile 6.1 Professional. Det vides derimod ikke, om Motorola Alexander også har en trykfølsom skærm, men på billedet fremgår det til gengæld tydeligt, at der er tale om en skydemobil, der har et fuldt qwerty-tastatur. Ellers forventes det, at begge modeller vil understøtte både turbo-3G og GPS.
Til gengæld vides intet om kameraet i modellerne, ligesom udgivelsesdato og pris også er uvist.