Ny version af Symbian på vej
På telemessen CTIA i USA bliver den helt nye version 9.5 af Symbian i dag præsenteret. Symbian er det mest brugte styresystem til smartphones – over 70 % af alle smartphones bruger i dag dette styresystem. Det gælder f.eks. alle Nokias smartphones, deriblandt deres avancerede N-series-modeller. Ligeledes bruger samtlige af Sony Ericssons smartphones også Symbian. Dog er der den forskel, at Nokia bruger en udgave, de kalder Symbian S60, mens Sony Ericsson bruger en anden udgave ved navn Symbian UIQ.
Både Nokia og Sony Ericsson, samt de mange andre mærker, der også benytter Symbian, vil få gavn af den nye version, da de alle bruger den samme platform. Og det er netop denne platform, der er blevet præsenteret i en ny version i dag. Den nye version byder bl.a. på forbedrede kamerafunktioner, ligesom også forbindelsen med computeren skulle være forbedret. Som noget nyt er der også indbygget understøttelse af flere forskellige standarder for mobil-tv.
Der går dog noget tid, før vi får det nye styresystem at se i mobiler herhjemme. Oftest går der nemlig 12-16 måneder fra en ny version bliver præsenteret, til de første nye modeller er på gaden.