Ny version af Windows Mobile på trapperne
Der har efterhånden længe gået rygter om, at Microsoft arbejder på en ny version af Windows Mobile, der skulle gøre det meget lettere at betjene ens smartphone kun ved hjælp af fingrene. Desværre tydet meget på, at disse funktioner endnu ikke er aktuelle. I stedet ventes der på nuværende tidspunkt mindre forbedringer og nye funktioner, som dog kan have en vis interesse for almindelige brugere.
Ifølge sitet mobile-review.com skulle sms’er og MMS’er til og fra samme person vises på samme skærmbillede, hvilket giver bedre overblik over konversationen. Som noget nyt skulle det også være muligt at vælge hvilke mails, der skal hentes ned på mobilen, og i hvilket format dette skal gøres.
Den indbyggede internetbrowser Internet Explorer Mobile har fået meget kritik, da konkurrenterne er blevet meget bedre samtidig med udviklingen af Microsofts egen internetbrowser har været langsom. Der forventes heller ingen dramatiske forbedringer af Internet Explorer Mobile denne gang, men en ny zoom-funktion skulle dog nu også omfatte billeder og ikke kun tekst som tidligere.
Desuden skulle man kunne få et overblik over hele siden og zoome ind ved hjælp af et firkantet område, en funktion som allerede findes i blandt andet Nokias internetbrowser med Minimap og det gratis program Opera Mini, der er lavet til enklere Java-mobiler.
Det forventes, at Microsoft vil præsentere den nye version af Windows Mobile, der skulle få navet Windows Mobile 6.1, på mobilmessen CTIA i USA i næste uge.