NY VERSION: Konti opdateres ikke for kunder hos Telmore
Kunder hos Telmore har i snart en uge kigget langt efter opdateringer på deres konti.
Hos Telmore kan man løbende følge med i, hvor meget man bruger via en side på Internettet. Det er simpelthen nødvendigt, hvis man altid vil være sikker på, at der er penge på kontoen. Men i snart en uge har forbruget stået stille…på kontooversigten hos flere kunder. I realiteten bruger kunderne nemlig fortsat penge. De kan bare ikke se det.
Det er ikke første gang, at Telmore har problemer med opdatering af konti. I januar sidste år opstod der store problemer, hvor Telmore også mente, at nogle kunder fik gratis samtaler på grund af tekniske problemer. Den gang var det dog Telmores leverandør, TDC Mobil, der havde koks i regnskabssystemet.
– Og det er det også denne gang, fortæller direktør i Telmore, Frank Rasmussen.
– TDC Mobil har igen problemer med deres regnskabssystem. Tilsyneladende går det galt for dem, hver gang de selv skal sende regninger ud til deres egne kunder. For så kan vores kunder ikke få opdateret deres konti, forklarer Frank Rasmussen.
Telmore kan i dag ikke sige, hvornår opdateringen fungerer igen. Det afhænger nemlig helt af, hvad TDC Mobil gør ved problemet.
Ifølge Magasinet Mobils oplysninger så kæmper TDC Mobil hårdt for at løse problemerne. Men hidtil har det meget dyre og avancerede regnskabssystem ikke givet andet end problemer for TDC Mobil.