Ny Windows Mobile sidst på sommeren
Den vil blive lanceret sidst på sommeren i år. Oplysninger om det nye styresystem har tidligere huseret på nettet. De forskellige websites, der skrev om den, er dog kommet med forskellige oplysninger om det nye styresystem. Der truede Microsoft med retslige efterspil for at få informationerne fjernet.
En kilde, som har godt indblik i Microsofts planer, har dog nu bekræftet over for Mobil, at det nye styresystem kommer ud på markedet sidst på sommeren.
Af de skærmbilleder, som er lagt ud, kan man blandt andet se, at Windows Mobile 2005 får to taster længst nede på skærmen, hvis funktioner varierer alt efter hvilket program der benyttes. Dem skal man sikkert klikke på med pennen, eller man kan på nogle modeller bruge de to knapper, som nærmest sidder under skærmen – ligesom det fungerer på almindelige mobiler i dag.
En anden forskel med det nye styresystem oplyses at være omkring hukommelse, som bruges anderledes. RAM-hukommelsen skal kun anvendes til programmer som er i brug. Programmer som ikke er i brug, findes på en ROM-hukommelse, som skal flashes om, når man installerer et nyt program.
Windows Mobile indeholder en skrabet version af PowerPoint med navnet PowerPoint Mobile. Tidligere har der kun været versioner af Word og Excel i lommecomputere og mobiltelefoner.