Nye billeder af LG Optimus G2

Flere billeder af den kommende LG Optimus G2 er blevet lækket på nettet. Billederne tyder bl.a. på at telefonen har indbygget fingeraftryksscanner.

Nye billeder af LG Optimus G2

Så er der endnu en gang kommet nyheder på rygtebørsen, og denne gang omhandler det LG Optimus G2 – eller blot LG G2, som den kaldes på de lækkede billeder.

Twitter-brugeren @evleaks, der er kendt for at publicere ganske præcis information om kommende enheder, har nu publiceret fire billeder af den kommende LG G2. Det ser ud til at blive en meget tynd telefon med en stor skærm, der fylder det meste af fronten.

Bagsiden af telefonen er en anelse mere interessant, da man her finder både volumentaster og det, der ligner en fingeraftryksscanner. Det er ikke meget, man har set til fingeraftryksscannere på mobiler, men det vil kunne øge sikkerheden og i et vis omfang forhindre uautoriseret brug af telefonen.

LG G2

På de lækkede billeder kan man desuden finde sloganet “Learning from you”. Det kunne altså tyde på at telefonen har nogle adaptive funktioner indbygget, der automatisk lærer fra din brug af funktionerne. Vi ved allerede, at opfølgeren til Optimus G får en Snapdragon 800-processor, så der er rigeligt med power under kølerhjelmen.

Rygterne går på, at telefonen vil blive præsenteret ved en pressekonference til august, så vi må væbne os med tålmodighed lidt endnu.