Nye funktioner i kameraet på N900

Sammen med Stanford-universitetet i Californien, USA, har Nokia nu annonceret en ny platform til digital fotografering baseret på åben kildekode.

Nye funktioner i kameraet på N900

FCam er navnet på en ny åben platform til N900, som giver udviklere fuld adgang til telefonens indbyggede kamera og åbner op for helt nye muligheder. Som eksempel på hvordan platformen kan anvendes, har man selv udviklet tre applikationer – FCamera, HDR Capture og Low-Light Assistant.

FCamera er et program, der primært henvender sig til udviklere, der vil have et udgangspunkt til platformen og et kodeeksempel på hvordan man bruger de forskellige funktioner i kamera-platformen.

HDR Capture hjælper i situationer med høj kontrast. Hvis man f.eks. vil skyde et portrætbillede, hvor baggrunden bag personen er meget lys, vil man enten få et korrekt eksponeret portræt og lys baggrund eller en korrekt eksponeret baggrund og et mørkt portræt. HDR Capture-funktionen tager tre billeder med forskellig eksponering og samler data fra alle tre billeder, så man opnår et billede med større farveområde.

Low-Light Assistant er et værktøj, som hjælper til at tage gode billeder i selv dårlig belysning. Et dilemma med mobilkameraer har længe været at opnå en lukkertid, der er hurtig nok til at leverere skarpe billeder med korrekt eksponering. Dette program løser problemet ved at tage to billeder umiddelbart efter hinanden, hvor det ene billede eksponeres længe og det andet kort. Efterfølgende sammensættes de to billeder til et billede, som er både korrekt eksponeret og skarpt.

Fra Nokias side håber man på at den nye platform, som i parentes bl.a. muliggør brug af RAW-format i mobilkameraet, skal bane vej for en masse nye applikationer. På projektets hjemmeside kan du læse mere om hvordan API’en fungerer: http://graphics.stanford.edu/papers/fcam/html/