Nye HP og Palm afsløret på nettet

En oversigt over operatøren Vodafones telefonlanceringer er blevet lækket på nettet. Her kan kan man læse om kommende mobiler fra HP og Palm.

Nye HP og Palm afsløret på nettet

Oplysningerne om Vodafones planer for det kommende år er blevet publiceret på webisden The Boy Genius Report. Hvis sitet har ret, skulle HP gerne være ude med to nye tastaturmobiler i løbet af 2008 med kodenavn Oak og Silver. Ingen af de to modeller ligner HPs tidligere modeller med tastatur. I stedet er HP Oak en skydemobil med tastatur, der ligger gemt væk, når man ikke bruger det, akkurat som vi har set det med HTC S730.

HPs Silver er også en tastaturmobil, men her bruger man et slags SureTyoe-tastatur, der allerede findes på visse Blackberry-modeller. Det minder en del om Sony Ericsson P1, hvor der er to bogstaver på hver knap. Men man trykker ikke på hver sin side af knappen, for at skiftes mellem tasterne, men ved hjælp af en T9-lignende system, finder telefonen frem til det rette bogstav.

Styresystemet vil være Windows Mobile 6.1, og begge mobiler understøtter Turbo-3G helt op til 7,2 megabit per sekund. Der findes også W-lan og indbygget GPS. Oak skulle ælges til september 2008, mens Silver skulle være ude i Vodafones butikker til juli. Oak vil koste hvad der svarer til 2.600 kroner, mens Silver vil koste omkring 2.500 kroner. Desværre ved vi ikke, om de også vil komme et smut forbi Danmark.

Vodafone planlægger også at lancere mindst én Palm-mobil i løbet af året. Bag betegnelsen Wanda gemmer der sig en model, der meget vel kunne være en opgradering af den nuværende Palm 500. Wanda kommer lige som HPs telefoner til at være udstyret med Windows Mobile 6.1. Den understøtter også Turbo-3G, men hastigheden er dog begrænset til 3,6 megabit per sekund. Med indbygget GPS skulle den få en pris, der svarer til 1.800 kroner.