Nye mobiltjenester er ikke populære
Greens Analyseinstitut har i en undersøgelse beskrevet i Børsen spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om blandt andet nye tjenester på mobilen. 87 procent afviser at betale for at modtage SMS-beskeder. Det kunne være for eksempel sportsnyheder eller aktiekurser. 79 procent er ikke interesserede i at bruge mobiltelefonen som betalingsmiddel ligesom et kreditkort.
Mens mere end halvdelen af danskerne (både med og uden Internet) forestiller sig, at de vil ordne bankforretninger via computeren, er det kun 30 procent, der vil ordne den slags ting over mobiltelefonen. Det gælder selv om man kun spørger dem, der har en mobiltelefon i forvejen.
WAP som blev udråbt som noget helt fantastisk, har heller ikke rigtig fået fodfæste. Kun fem procent af danskerne har gjort erfaringer med “det mobile Internet”
– Vi har gjort det utroligt ringe. Der findes tonsvis af applikationer til WAP, men operatørerne og alle andre har fuldstændig forfejlet markedsføringen, siger koncerndirektør i Sonofon, Rune Sørensen.
Han mener også, at WAP er for indviklet at bruge. Udbyderne bør levere et produkt som forbrugeren kan bruge så snart, der er strøm på telefonen