Nye modeller fra Samsung
Samsung L760
Samsung L760 er en skydemobil i samme design som U600 og U700, men er noget tykkere med sin 15 mm. Basisfunktionerne er typiske for 3G-telefoner i mellemprisklassen: 2-megapixelkamera, VGA til videosamtaler og plads til hukommelseskort.
Telefonens fokus ligger på mediefunktionerne. Telefonen kan synkronisere automatisk med Windows Media Player, og understøtter Stereo Bluetooth (A2DP). Telefonen har ligeledes FM-radio, og den har, som de nyeste fra Nokia og Sony Ericsson, blogfunktioner, hvor man kan ligge billeder og videosekvenser op på YouTube, MSN og Flickr.
Samsung L760 kommer i farverne sølv og kobber. Telefonen er i butikkerne nu og koster omkring 2.400 kroner.
Samsung J200
J200 er en lavpristelefon med 3G, som ser ud som var den lavet af Sony Ericsson. J200 har lignende mediefunktioner som L760, men må nøjes med 1,3 megapixel. Den har også Stereo Bluetooth, vejer 79 gram og kommer til september for 1.500 kroner.
Samsung C170
Dette er en budgettelefon udelukkende til GSM, hvor funktionerne kommer i anden række. Til gengæld er den kun 8,9 mm. tyk, og vejer små 67 gram. Som noget specielt er C170 tyverisikret. En sikkerhedsfunktion gør, at hvis en anden prøver at sætte sit SIM-kort i telefonen, sendes det nye telefonnummer straks til et forprogrammeret nummer. På den måde ved man altid, hvem det er, der har stjålet eller "lånt". Samsung C170 ligger på omkring 1.000 kroner, og den er allerede ude i butikkerne nu.