Nye oplysninger om kommende Sony-topmodel
Sony kan meget vel være lige om hjørnet med en ny supermobil, der angiveligt bliver udviklet under kodenavnet Odin i øjeblikket. Den forventes at få modelbetegnelsen Xperia C650X, og skal ifølge rygterne være en supermobil med en 1080p-skærm på hele 5 tommer.
På det lækkede billede herover, lader det til at skærmen går helt ud til kanterne på telefonen.
Ifølge hjemmesiden GSMArena kommer modellen bl.a. til at have en quad-core Qualcomm Snapdragon S4 Pro-processor samt 2 GB RAM. Der skulle altså være masser at byde på, når det gælder ydelse.
LÆS OGSÅ: Sony snart klar med monstermobil
De nye oplysninger om modellen stammer fra forummet XDA Developers, hvor en kilde fortæller, at modellen forventes at have en størrelse på 131,6 x 69,7 x 9,8 millimeter og en vægt på 147 gram.
Dette kan sammenlignes med f.eks. HTC Droid DNA på det amerikanske marked, der har målene 141 x 70,5 x 9,73 millimeter, og altså er markant større.
Ifølge rygterne lader det også til at "Odin" skal være udstyret med en infrarød forbindelsesport, som skal kunne bruges til at fjernstyre andre enheder – præcis som vi tidligere har set det på Xperia Tablet S.