Nyskabende Yotaphone med to skærme kommer til Danmark næste år
Vi skrev om YotaPhone for et år siden. Den gang blev vi lettere forbløffet over konceptet med to skærme, en foran og en bag på.
Begge skærme er 4,3-tommer store, og skærmen på forsiden er en LCD-skærm med 1280 x 720 pixels. På bagsiden finder man en monokrom såkaldt e-ink skærm. Med skærmen på bagsiden vil man f.eks. kunne udføre simple opgaver, som at læse sin indkøbsliste, tjekke e-mails, læse en bog eller et magasin og derved spare batteri, da e-ink-skærme ikke kræver så meget batteri som almindelige mobilskærme.
Skærmen på bagsiden sørger også for at holde vigtigt indhold synligt uden at dræne batteriet. Boarding tickets, kort, billetter og anden vigtig information bliver vist, selv hvis batteriet er fladt.
YotaPhone blev lanceret officielt for to dage siden i Rusland, hvor den også først bliver sat til salg samt i Østrig, Frankrig, Spanien og Tyskland.
Men da det er en dansker, der sidder i ledelsen hos Yota Devices, der står bag YotaPhone, den i Rusland-bosiddende Lau Geckler, så havde vi også forhåbninger om, at YotaPhone ville komme til Danmark allerede nu. Det sker dog ikke her i første omgang, men Yota Devices bekræfter i en mail over for mobil.nu, at telefonen kommer til Danmark i løbet af 1. kvartal 2014.
Præcis lanceringsdato og pris kan de dog ikke komme nærmere ind på.
YotaPhone har Qualcomm Snapdragon S4-processor, dual core på 1,7 Ghz og understøtter desuden LTE. Der er 2 GB RAM indbygget. Der er desuden 32 GB lagerplads og et 12-megapixelkamera.