Nyt abonnement til de små firmaer
Der skal vist ikke herske nogen tvivl, om hvilket kæmpe marked erhvervslivet er for mobilselskaberne. Men det er først nu, at de store hvervekampagner virkelig tager fart. Seneste skud på stammen er Sonofons nye mobilabonnement, der henvender sig til de mindre virksomheder, der mest bruger mobiltelefonen.
– Mindre erhvervsdrivende som håndværkere, terapeuter og advokater har ofte en dyr fastnettelefon, som de næsten ikke bruger. Der har manglet et abonnement, der passer til behovene hos de helt små virksomheder, siger Stefan Kercza, direktør for Sonofon Erhverv.
Derfor kommer de nu med et nyt abonnement kaldet Mobildeal, der gør det billigere at ringe mobil til mobil, og endda helt gratis at ringe og sende SMS kollegaerne imellem. Desuden kan man få lagt sit fastnetnummer over til mobilen, så kunderne ikke opdager, at man har skiftet fastnettelefonen ud.
Den nye erhvervsmæssige satsning er til dels på baggrund af en undersøgelse som Sonofon har foretaget med 750 mindre virksomheder. Det er en generel satsning fra selskabet side, for som pressechef, Peter Glüsing siger:
– Vi er der, hvor vi kan skabe en god forretning. Vi kan godt se en sammenhæng med at gøre det mere attraktivt for arbejdsmarkedet med gode tilbud.
Så er spørgsmålet bare, hvornår de andre selskaber udover Telia hopper efter og går lige I flæsket på den store guldklump, som erhvervsmarkedet i virkeligheden er for mobiloperatørerne.