Nyt Apple-patent stopper støjhelvede
Teknologien vil kunne bruges i blandt andet mobiler, laptops og musikafspillere og har foreløbig fået det ligefremme navn “Method and Apparatus for Using a Sound Sensor to Adjust the Audio Output for a Device”.
Bag det poetiske navn gemmer der sig en teknologi, som kan styre lydniveauet på dine Apple-produkter, så de selv justerer ind, alt efter om du for eksempel går rundt i trafikken i Københavns gader og lytter til musik eller sidder hjemme i sofaen og lytter til en lydbog med kæresten sovende ved siden af.
Den vil også automatisk kunne skrue op for ringetonen på din iPhone, hvis du går rundt i et larmende butikscenter, eller ned hvis du sidder til forelæsning i et bomstille auditorium.
Lydsensorerne, der altså kan fornemme baggrundsstøjen i dine omgivelser, kan naturligvis defineres mere nøjagtigt af den enkelte bruger eller slås helt fra. Og så kan de oven i købet have flere forskellige individuelle indstillinger i fald produktet har flere brugere.