Nyt Apple-pres på udviklere kan betyde dyrere apps
Apple har sat den 31. marts som deadline for, at applikationer i App Store skal skifte til Apples eget betalingssystem In App Purchase – eller risikere at blive smidt ud. Det fortæller et af de mediehuse, Yudu Media, der er ramt af Apples nye regler. I de sidste dage har der været sagt og skrevet meget om, at Apple ikke længere vil tillade salg af indhold i applikationer, med mindre det sker gennem In App, hvor 30 procent af prisen så går til Apple.
Sony har fået afvist sin Reader-applikation, fordi den ikke bruger In App Purchase, og danske Riidr har ligeledes oplevet at få afvist to nye versioner af sin software.
Men hos Yudu Media er man faktisk godt tilfreds med Apples nye politik – som rent faktisk bare er en håndhævelse af de eksisterende App Store Review Guidelines.
Yudu Media skriver både om sagen i en pressemeddelelse og et blogindlæg. Her fremgår det altså blandt andet, at Apple har sat den 31. marts som deadline for alle udviklere.
I øjeblikket får Apple 30 procent af prisen for alle apps, der sælges i App Store, men Apple tjener ikke på det indhold der sælges inde i applikationerne – undtagen hvis de bruger In App Purchase, og dermed kører over Apples eget betalingssystem.
Nu vil Apple altså tvinge alle applikationer der sælger indhold som f.eks. e-bøger, musik og video til at bruge In App. Det er fortsat tilladt at hente indhold ind i applikationen, der er købt andre steder – men kun, hvis det samtidig er muligt at købe det samme indhold inde i applikationen med In App Purchase.
I et blogindlæg, der starter med ”Why Apple is Right …”, skriver Yudu Media blandt andet, at de nye betingelser faktisk er en fordel for både forbrugere og udgivere. For den enkelte bruger betyder det nemlig, at det bliver lettere at købe indhold, fordi In App Purchase fungerer på samme måde i hver applikation. Her er altså en standardiseret og brugervenlig metode til køb og betaling af indhold.
Man skal ikke længere forlade programmet og gå til en ekstern webside for at håndtere købet – det hele klares inde i applikationen og afregnes gennem Apples betalingssystem.
Yudu Media mener også, at det vil være en fordel for udgiverne, fordi det bliver nemmere at købe deres indhold med In App Purchase, og de behøver ikke længere etablere deres betalingsløsning.
Men det store problem er, at udgiverne nu skal betale 30 procent af prisen til Apple. Det kan betyde at indhold bliver dyrere, og det rammer dermed også forbrugerne.
”Apple har en ledende markedsposition i tablet-industrien, med 14,8 mio. solgte iPads i 2010, og det er stadig den bedste platform til at sælge indhold til et bredt publikum. Men for de mange udgivere som har profiteret af denne platform uden at overholde Apples retningslinjer, kan denne håndhævelse få en stor indflydelse på deres bundlinje, når de skal betale yderligere 30 pct. til Apple,” siger Richard Stephenson, der er direktør for Yudu Media.
Han understreger, at firmaets egne applikationer allerede understøtter In App Purchase og dermed ikke er i risikozonen. Men andre kan hurtigt komme i klemme.
”Der er ikke meget tid inden denne deadline og derfor er det vigtigt at udbyderne sørger for at få udviklet nye applikationer og sendt dem ind til godkendelse for at sikre at deres kunder fortsat kan få adgang til indholdet,” siger Richard Stephenson.
Det er blandt andet populære applikationer som den digitale magasin-kiosk Zinio, der bliver ramt af Apples nye politik. Hos Zinio skal man i øjeblikket betale over en webbaseret løsning. Zinio har indtil videre ikke udtalt sig om, hvad man har tænkt sig at gøre.