Nyt IP-teleselskab vil satse på kvalitet
Primo Telekom tilbyder IP-telefonopkald fra telefon til telefon, så man ikke behøver at sidde og nørkle med et headset, stik og lydkort for at ringe til en, man kender. Alt man behøver, er en IP-telefon, internetadgang (minimum 128/128) og et delefilter, der kan splitte telefoni og data, som Primo Telekom stiller til rådighed.
– Vi er det eneste IP-telefonselskab i Danmark, der kan garantere den samme QoS som de almindelige PSTN-telefonselskaber, fortæller Mark Arthur, der er direktør for Primo Telekom.
– På IP-området ville vi kunne overtage hele forsyningsforpligtelsen den dag i dag – og garantere fuldstændig den samme kvalitet, fortsætter direktøren.
Garantien af denne høje kvalitet kan Primo Telekom give, fordi trafikken transmitteres via IP v.6, som gør det muligt at terminere opkald fra punkt til punkt ligesom almindelig PSTN-telefoni. De IP-telefontjenester, vi kender i Danmark i dag, bruger peering fra IP-adresse til IP-adresse, det vil sige IP v.4.
– Kvalitetsforskellen er enorm. Det er lidt ligesom at sammenligne forskellen mellem analog og ISDN, fortæller Mark Arthur.
Enormt vækstpotentiale
IP-transmissionen giver også en lang række nye muligheder som voicemail, Outlook-integration, ventemusik, file overførsel gennem fastnettelefon, nummerbestemt ringning osv.
Primo Telekom tilbyder desuden funktioner som banke på, forbrugskontrol, vis nummer, skjul nummer, spærring osv.
– Når vi baserer transmissionen på IP, så kan vi tilbyde en lang række nye funktioner, som for eksempel Follow Me, fortæller Mark Arthur,
– Det er en web-baseret tjeneste, hvor du kan sætte din fastnettelefon til at følge efter dig, hvor du end går. Du kan f.eks. få dine opkald til at finde dig i kantinen i frokostpausen og i fitnesscentret, når du er til Spinnning.
Mark Arthur mener, at vækstpotentialet for deres produkt er uendeligt stort:
– De seneste tal fra Telestyrelsen viser, at der kun er 100.000 IP-telefoninstallationer i Danmark. Til sammenligning er der 3,5 mio. almindelige PSTN-telefoner.
Fortællingen går videre
Fortællingen slutter ikke her. Redaktionen fandt det relevant at følge op på temaet. 30/11/1999 blev sagen bragt videre med en artikel med tematikken Mobilbranchen tager Skype til sig – Den videre beretning kan læses her. Er du interesseret i absolut seneste nyt om temaet, så klik her..