Nyt mobilt modem med både turbo-3G og mobil-tv

CeBIT: Mobil-tv ser ud til at blive den næste store ting inden for mobilverdenen. Derfor har kinesiske Huawei nu præsenteret et mobilt modem, der ud over turbo-3G, også har indbygget netop mobil-tv.

Nyt mobilt modem med både turbo-3G og mobil-tv

Hvis man vil være forbundet, mens man er på farten med sin bærbare computer, er et mobilt modem med indbygget turbo-3G nok lige sagen. Men hvorfor stoppe ved blot en hurtigt internetforbindelse, hvis man nu også kan få tv på farten? Det synes kinesiske Huawei at tænke, og derfor har de netop præsenteret et nyt modem på elektronikmessen CeBIT i Tyskland, hvor begge teknologier er indbygget.

Det nye mobile modem hedder Huawei E510 og forbindes til computeren via USB. Det understøtter turbo-3G og giver mulighed for at hente data med op til 7,2 megabit per sekund, mens data kan sendes med op til 2 megabit per sekund. Desuden er der som sagt også indbygget mobil-tv. Det er dog ikke oplyst, hvilken type mobil-tv der er tale om. Der er dog formentlig mobil-tv af typen DVB-H.

Pris og udgivelsesdato for Huawei E510 er endnu ikke oplyst.