Nyt om LG’s 5-megapixel Prada-mobil
LG ser ud til at gå egne veje med deres kommende kameramobil. I modsætning til de andre producenters kameramobiler bruger den nemlig det velkendte design fra LG’s egen Prada-mobil. Dette ses tydeligt på nye billeder af modellen, der er dukket op på gadgetzone.nl. Det vil sige, at man bruger den 3 tommer store trykfølsomme skærm til at styre mobilen med.
Den store attraktion på modellen, der skulle få navnet LG KU990, er dog kameraet på bagsiden – det er på hele 5 megapixel. Desuden kan det også optage videoer i den høje opløsning 640 x 480 pixel med hele 30 billeder i sekundet.
Turbo-3G er også indbygget, ligesom bluetooth-stereo også er understøttet. En FM-radio findes også i modellen. Den indbyggede hukommelse på 130 MB kan desuden udvides ved hjælp af microSD-kort på op til 2 GB. På trods af de avancerede funktioner måler KU990 blot 103,5 x 54,4 x 14,8 mm og vejer 112 gram.
LG KU990 skulle blive lanceret i Europa i oktober til en endnu ukendt pris.