Nyt støjdæmpende Jawbone-headset
Det oprindelig Jawbone-headset fra det californiske firma Aliph var en stor succes på grund af dets avancerede støjdæmpende teknik, der gjorde det muligt at have en samtale selv i de mest støjende omgivelser. Og nu er en afløser af samme navn netop blevet præsenteret.
Det nye headset hedder som sagt stadig Jawbone, hvorfor den gamle model vil udgå af deres sortiment. Den nye model er 50 procent mindre end den originale model, og inkorporerer samtidig såkaldt NoiseAssassin-teknologi, der er en videreudvikling af den gamle models støjdæmpende mekanisme, ligesom der også er en hurtigere processor til støjbehandling om bord på den nye model.
Desuden har det nye Jawbone-headset også en sensor, der registrerer hvornår du taler, således at resten af tiden kan være helt støjfri. Med den nye model kommer desuden også et nyt batteri, der kan oplades 80 procent i løbet af 30 minutter, hvilket nok skulle blive anvendeligt, da den nye models batteritid på 4 timers taletid og 8 døgns standbytid er kortere end den gamle models.
Det nye Jawbone-headset vejer blot 10 gram og kan købes i farven sort fra det officielle Jawbone-site for 130 dollars, hvilket svarer til cirka 630 kroner. Senere skulle modellen også komme i både sølv og guld.