OnePlus Nord lanceres i dag: Sådan følger du med

I dag klokken 16 præsenterer OnePlus den nye mellemklassemobil OnePlus Nord. Se, hvordan du kan følge lanceringen hjemmefra.

OnePlus Nord lanceres i dag: Sådan følger du med

OnePlus løfter i dag sløret for den næste smartphone, OnePlus Nord. Telefonen, som hører til i mellemklassen, bliver præsenteret klokken 16:00 dansk tid, men ikke på sædvanlig vis.

OnePlus afholder nemlig en såkaldt AR-lancering – det vil sige at telefonen bliver præsenteret ved brug af teknologien Augmented Reality. Derfor anbefaler OnePlus, at du downloader deres nye app OnePlus Nord AR i Google Play eller App Store, hvor du kan streame eventen direkte på din smartphone.

AR-eventen kommer til at fungere ved, at du bruger din telefons bagkamera, som skal pege ned på en flad overflade, f.eks. et bord eller et gulv. Via dit fysiske rum kommer eventen til at udspille sig, lyder det fra OnePlus.

Vil du læse mere om, hvordan du livestreamer OnePlus’ event med AR-teknologien, kan du finde mere info på OnePlus’ hjemmeside her.

Foretrækker du en mere traditionel streaming af OnePlus Nord-præsentationen, er det muligt at se med via en række udvalgte youtubere, som OnePlus samarbejder med. En af dem er youtuberen Unbox Therapy, hvis livestream du kan se nedenfor.

Det er ikke første gang, OnePlus har forsøgt sig med en utraditionel smartphonelancering. Tilbage i 2015, da firmaet lancerede OnePlus 2, foregik det ved det, der ifølge OnePlus var verdens første VR-produktlancering. Og nu er turen altså kommet til, ifølge OnePlus, verdens første AR-lancering.

Se også: Specifikationer for OnePlus Nord bekræftet