Onfone med minutpris på 39 øre til udlandet
Onfone har siden 2006 tilbudt IP-telefoni, men nu går turen så også til mobiltelefoni og mobilt bredbånd. På mobiltelefoni lægger de hårdt ud med en minutpris på 39 øre for opkald i Danmark samt til mere end 40 andre lande rundt om i verden, blandt andet Tyskland, Tyrkiet og Kina.
I udlandet gælder de 39 øre dog primært kun til fastnettelefoner. Det er Onfones mål at nå op på 60 lande inden for få måneder med minutpris på 39 øre.
Onfone tilbyder to abonnementsformer, Minut og Sekund. Begge har gratis abonnement, og prisen for Sekund svarer til 68 øre i minuttet, mens Minut koster 39 øre i minuttet. Der er dog opkaldsafgift på begge abonnementer, 25 øre per opkald med Sekund og 39 øre per opkald ved Minut. SMS-beskeder koster 20 øre stykket med begge abonnementer.
Mobilt bredbånd er en kage der bare vokser og vokser og den vil Onfone også have en bid af, derfor tilbyder de nu også mobilt bredbånd. Igen tilbyder de to abonnementsformer, 1 mbit og 3,2 mbit. De koster henholdsvis 199 og 299 kroner om måneden i abonnement med frit forbrug op til 10 GB.
Oprettelse inklusivt modem er 99 kroner for begge abonnementer.
"Vi gider ikke pjat"
I dag findes der omkring 35 mobiloperatører /serviceproviders på markedet, og Morten Strunge er udmærket klar over, at de træder ind på et svært marked:
-Vi prioriterer kundetilfredshed højt. Vores abonnementer, priser og vilkår er gennemskuelige og uden skjulte agendaer. Når vores priser er gode de første seks måneder, så er de det også de næste seks måneder. Vi gider ikke alt det pjat med at være kundernes bedste ven i starten for så at vende dem ryggen, når de har udvist os deres tillid, forklarer Morten Strunge.
Han afviser, at den udtalelse er specielt møntet på selskabet Happii, der sidste år 9-doblede priserne efter at have lagt med en minutpris på 10 øre, udtalelsen retter sig mod hele markedet generelt:
– Vilkårerne ændrer sig typisk for mange teleselskaber efter seks måneder, forklarer Morten Strunge, der lover, at det ikke kommer til at ske hos Onfone.
I orden med opkaldsafgift
Du siger, at I er uden skjulte agendaer, burde I så ikke fjerne opkaldsafgiften, der jo er blevet beskyldt for at gøre den reelle pris uigennemskuelig?
– Så længe man skriver det klart, har kunderne forståelse for det. Tager markedet en drejning mod at fjerne opkaldsafgifter, så er vi også parate til det, understreger Morten Strunge.
Onfone har i dag cirka 8.000 IP-kunder og målet er at få 2.000 mobilkunder om måneden de næste 12 måneder.