(Opd.) Skype klar med video til iPad 2 – i DK
Endelig er det blevet muligt at hente en Skype-applikation med mulighed for videosamtale til iPad 2. Den gratis applikation er endnu ikke mulig at hente i Danmark, men her tidligt tirsdag fik Newzealænderne adgang til Skype-applikationen, og kort tid efter blev det også åbnet for amerikanerne.
Jeg har lige tjekket App Store og det er endnu ikke muligt at hente den danske opdatering af Skype til iPad, men mon ikke vi får den inden alt for længe.
Skype-applikationen gør det muligt at foretage videosamtale mellem to iPad 2, og er du i den situation at du ejer den første generation af tabletten, så kan du se video med den person, som du samtaler med.
Skype-applikationen kræver at man kører iOS 4 eller senere, men så er det også både muligt at foretage opkald over 3G og WiFi-netværk.
Skype har tidligere bekræftet at denne iPad-applikation ville komme, og de forventer at den opnår ”lignende succes” sammenlignet med den iPhone-app, som rigtig mange smartphone-ejere har lagt ned på telefonen.
Efter at Microsoft tidligere i år opkøbte Skype, har det været ret usikkert, hvorvidt vi iOS-ejere også i fremtiden kan få lov at gøre brug af videosamtaletjenesten, men indtil videre ser det altså ikke ud til at vi skal føle os forbigået.
Kilde: AppleInsider
[Opdatering 3. august]
Nu er Skype-applikationen at finde i den danske del af iTunes Store. Du kan finde den her.