(Opdateret) Apple lægger sig ud med app-partner

Apple har copy pasted en af deres udviklingspartneres app-designs til iPhone og søger patent på eget program. Det føles ikke rigtigt, lyder det fra udvikleren

(Opdateret) Apple lægger sig ud med app-partner

Tyske FutureTap udvikler programmer til blandt andet iPhone, og Apple søger nu patent på et program til iPhone, der rent visuelt ligner en tro kopi af et andet program, som FutureTap har udviklet.

Det er FutureTaps app til venstre, og Apples patent-illustration til højre på billedet.

Ortwin Gentz, grundlæggeren af FutureTap, skriver på sin blog, at han ikke kan afgøre, hvorvidt en 1:1-kopi af deres start skærm kan lovliggøre, at andre tager patentet:
-Jeg må dog sige, at det ikke føles rigtigt, lyder det fra Gentz, der videre forklarer, at hele situationen sætter dem i en svær situation, hvor deres primære partner prøver at stjæle deres idé og design.

Gentz forklarer, at FutureTaps program, ‘Where to? GPS points of interest’, blev lanceret samme dag som Apples AppStore åbnede, det vil sige 10. juli 2008. Apple søgte patent på ’Systems and methods for accessing travel services using a portable electronic device’ 1. oktober 2009.

Apple er berygtede for at køre deres App Store med hård hånd og er ikke blege for at fjerne programmer eller droppe samarbejde med udviklere. Det kan lægge en dæmper på, hvor meget FutureTap vil gøre ved sagen. Ifølge Gentz’ har FutureTap dog kontaktet Apple omkring problemet, men Apple har endnu ikke svaret, skriver Gentz på sin blog.

Gentz er i øvrigt meget imod patent på software, da det diskrimerer mindre udviklere, der ikke kan sætte et stort budget af til patentsager.

Opdateret 12. august, kl 12.18:

FutureTap oplyser nu, at der alligevel intet patentproblem er med Apple, da funktionaliteten i programmet ikke er kopieret. Grunden til at FutureTap gjorde en sag ud af Apples patentsøgning var, at Apple havde lavet en 1:1-kopi af startsiden på FutureTaps ‘Where to?’ uden at kreditere FutureTap. Det vil Apple dog gøre, oplyser en af Apples patentadvokater til FutureTap. Læs mere om det her.