Opdateret Google Maps klar til Android 1.6
Da opdateringen til Google Maps forleden blev præsenteret, virkede den kun med Android 2.0, som i øjeblikket bruges i bl.a. Motorola Droid. Den nye version virker med Android 1.6 og opefter, hvilket altså betyder at det fungerer på eksempelvis Sony Ericssons kommende XPERIA X10 med Android.
Finder det hele
Google kalder opdateringen for Google Maps Navigation, og der er ingen tvivl om at netop navigationsdelen er den helt store nyhed. Man kan gøre brug af Googles geniale søgetjeneste, når man leder efter lokationer. Et eksempel kunne være at man gerne ville finde en restaurant i provinsen eller måske en parkeringsplads.
Man kan også tale direkte til programmet via talegenkendelse fra Google Voice. Ud fra demonstrationsvideoen lader det til at være en ganske avanceret talegenkendelsesfunktion, der snildt kan opfange selv besværlige sætninger.
Du kan læse mere om opdateringen på Googles officielle mobilblog.