Opdateringer gør Nokias smarte mobiler endnu smartere

Nokia N79 og N85 er to af Nokias mest avancerede multimediemobiler. Nu har Nokia opdateret softwaren til de to telefoner, og blandt ændringerne finder vi fejlrettelser og nye funktioner.

Opdateringer gør Nokias smarte mobiler endnu smartere

Blandt de nye funktioner findes muligheden for at vende telefonen for at afvise et opkald eller udskyde en alarm. Denne funktion finder man hos andre producenter i forskellige afskygninger, og det har også været muligt at hente et program til f.eks. Nokia N95, der tilføjer samme funktionalitet. Denne nye funktion kan man slå til i telefonens indstillinger.

Nokia har også arbejdet på at forbedre e-mail oplevelsen i begge telefoner med en opdateret e-mail guide og en ny løsning til at vise indkomne beskeder og mails direkte på startskærmen.

Derudover har Nokia rettet en del mindre fejl, og forbedret enkelte andre funktioner, bl.a. stabiliteten ved Bluetooth, musikafspilleren og positionsprogrammet Nokia Maps.

Opdateringen kan hentes ved at du trykker *#0000# på din telefon, og derefter vælger at søge efter opdateringer fra valgmenuen. Alternativt kan du tilslutte telefonen til en computer og rette browseren mod www.nokia.com/softwareupdate.