Opera: Internet og mobilt internet er smeltet sammen
Automatisk fullscreen, mulighed for at gemme eller sende billeder på de websites, man besøger, samt mulighed for at gemme sider til senere brug, mens man er offline, er nogle af de nye ting på Opera Mobile 9.5.
En anden smart ting er "Full Text History Search". Glemmer man at gemme websites eller sider, man har behov for at se senere, så kan man blot skrive nogle få bogstaver eller ord for at finde siderne frem igen. Vi prøve den nye version af Opera Mobile på både HTC Touch Cruise og Sony Ericsson P1, og den trykfølsomme skærm virker til at være med til at gøre oplevelsen endnu bedre.
At bladre rundt i menuerne, vælge funktioner, zoome ind og ud glider som smurt i olie, når man bare kan trække en finger rundt direkte på skærmen.
– Opera Mobile er til dem, der har behov for at have samme web-oplevelse på mobilen som med computeren, forklarer Sean D’Arcy, Operas marketingschef, da vi stødte på ham på messen.
Han forklarer til Mobil, at Opera ikke længere skelner med det "rigtige" internet og det mobile internet:
– Det tror vi ikke på, for web-oplevelsen på mobilen er nu den samme som på computeren, vurderer han.