Opera præsenterer ny version af anerkendt internetbrowser
Norske Operas internetbrowsere er blandt de mest anerkendte til mobilen, og de har nu løftet sløret for en ny version til smartphones. Den nye version har nummeret 9.7, og den vil blive præsenteret i flere detaljer på mobilmessen CTIA Wireless Show i Las Vegas senere i denne uge.
Allerede nu har Opera dog afsløret de vigtigste nyheder i den nye version. Blandt andet er der kommet en funktion kaldet Opera Turbo, der skulle komprimere internetsider med op til 80 procent, før de bliver sendt til mobilen og således gøre specielt store sider hurtigere at vise på mobilen. Funktionen minder umiddelbart meget om teknikken i Opera Mini, og det skulle gøre det hurtigere at surfe på især langsomme 2G-forbindelser. Desuden har Opera 9.7 også fået fuld understøttelse af dynamiske webteknologier som AJAX og Flash.
Du kan se en kort video af Opera 9.7 i aktion på en langsom forbindelse lige her.