Operatør afslører mini-version af Xperia Z1

Ifølge et notat fra den japanske operatør NTT DoCoMo kommer Sony med en miniudgave af Xperia Z1.

Operatør afslører mini-version af Xperia Z1

Allerede inden, Sony Xperia Z1 blev lanceret, gik der rygter om en mini-version, som det er blevet så populært at diske op med i kølvandet på topmodellerne. Det har vi set med for eksempel Samsung Galaxy S4 mini og HTC One Mini.

Nu bliver rygterne om Xperia Z1 Mini bekræftet af den japanske operatør NTT DoCoMo. I et notat vises specifikationerne for Sony Xperia Z1 sammen med Sony Xperia Z1 f.

Er notatet ægte, så ser det ud til, at mini-versionen får en quad core Snapdragon 800-processor på 2,2 Ghz, 2 GB RAM, 16 GB indbygget hukommelse, kamera på 20 megapixel og et batteri på 2.300 mAH.

Det vil sige, at miniversionen bliver næsten identisk med originalen.

Den primære forskel finder vi ved skærmen. Xperia Z1 har en fuld HD-skærm på 5 tommer, men Xperia Z1 mini får en skærm på 4,3 tommer med 1280 x 720 pixel.

Sony har dog intet bekræftet endnu.

Kilde.