Oppo Find 5: Ny kinesisk supermobil
Vi har tidligere skrevet lidt om kinesiske Oppo 5, men dengang var telefonen endnu ikke præsenteret og specifikationerne var på rygtestadiet. Nu har producenten imidlertid annonceret telefonen, og den ser ud til at være endnu mere spændende end først antaget.
Oppo Find 5 har først og fremmest en 5 tommer stor IPS-skærm med en opløsning på hele 1920 x 1080 pixels. Det er altså det samme antal pixels, som de fleste personer har i deres computerskærm.
Der er en 1,5 GHz quad-core Snapdragon S4 Krait-processor i modellen, og en Adreno 320 grafikprocessor, der bruges til at flytte rundt på de mange pixels.
Telefonen har derudover et 13-megapixel primært kamera, der kan optage højhastighedsvideo med 120 billeder i sekundet. Kameraet har en blænde på f/2.2, så det burde være ganske lysstærkt. Frontkameraet er på 1,9 megapixels.
Styresystemet er Android 4.1 og der er 2 gigabyte arbejdshukommelse, hvilket burde være ganske tilstrækkeligt til systemet og programmer. Lagerpladsen er på 16 GB. Telefonen har desuden et 2.500 mAh-batteri.
Oppo Find 5 kommer i begyndelsen af næste år til "udvalgte markeder". Vi ved endnu ikke om Danmark er et af disse, men vi krydser naturligvis fingre. Prisen er ukendt.