Orange klipper de sidste bånd 1. februar
Det sker, når Orange introducerer mobilabonnementer uden den traditionelle 6 måneders bindingsperiode.
Orange giver den totale frihed til alle privatkunder, som køber et nyt mobilabonnement efter 1. februar 2002. Traditionelt set har alle teleselskaberne krævet, at kunden skulle binde sig i et halvt år for så til gengæld at kunne købe en billig telefon. Men Orange tror på en mobil hverdag, hvor ingen bånd binder. Det betyder også, at kunderne skal være frie til at gøre, hvad de vil, når de vil – også når det gælder valget af abonnementer.
– Denne frihed er kundernes bedste garanti for, at deres teleselskab til stadighed leverer de bedste produkter og løsninger, siger Niels-Henrik Valentin Knudsen, senior produktchef i Orange. Og vi vil gerne give kunderne mulighed for at opleve og få glæde af vores abonnementsfordele, samt det kvalitetsløft som vores netværk har fået.
– Vi konkurrerer nu udelukkende på kvalitet, dækning og tjenester i stedet for på tilskud til telefoner. Det kan godt være at nogle få vil savne telefoner til en krone, men for de fleste af vores kunder vil resultatet af Orange’s indsats blive bedre løsninger af en højere kvalitet, som gør hverdagen enklere, siger Niels-Henrik Valentin Knudsen.
Det er knap to måneder siden, at Orange begyndte arbejdet med at give kunderne større frihed. Siden da har Orange været i forhandlinger med alle distributører for at få aftalerne på plads til 1. februar.