Orange: Omsætningen stiger kraftigt
– Vores strategi er at tiltrække og fastholde kunder, der bruger deres mobiltelefon meget. At den er lykkedes, kan ses i, at omsætningen per kunde er steget kraftigt med 31 pct. i forhold til sidste år, lyder det fra direktøren hos Orange Richard Moat.
Orange valgte i starten af året at omdefinere måden at optælle kundebasen på. Hvor man tidligere talte kunder med, der havde brugt deres mobiltelefon i løbet af de seneste seks måneder, tæller Orange nu kun kunder, der har brugt mobiltelefonen aktivt inden for de sidste tre måneder. Det kostede mange kunder ved årets start hvor den nye beregningsform kostede mere end 10 procent af kunderne.
– Orange har i dag 585.000 kunder. For at blive regnet med som kunde hos os, skal man være aktiv bruger. Derfor er jeg glad for, at vores kundebase er vokset med 7 pct., siger Richard Moat.
Han glæder sig samtidig over, at Oranges metode fra årsskiftet også vil blive brugt af IT- og Telestyrelsen.
– Dermed bliver det endeligt muligt for branchen og forbrugerne at få et aktuelt og sammenligneligt billede af det danske mobilmarked, siger Richard Moat.