Overraskende dårligt batteri
Vi har i et stykke tid haft Samsung F300 til test til det nye nummer af Mobil. Den er blevet testet på leder og kanter, men hurtigt stødte vi på foruroligende problemer med batteriet. Vi troede i første omgang, at der måtte være noget galt med testeksemplaret, men nu kan Samsungs PR-bureau, RelationsPeople oplyse om de reele batteritider.
De seneste oplysninger Mobil.nu har fået, og testet sig til, viser at deres nye musiksatsning, F300, dør for batterier, langt inden et enkelt døgn er gået. Og det er vel at mærke, når mobilen bare er i standby. RelationsPeople, har oplyst at standbytiden er 17 timer uden brug af et medfølgende batteri, som man kan docke mobilen i. Når den så er docket, kan den holde til sølle 45 timers standbytid!
Det er overraskende dårlige batteritider, eftersom en normal standbytid på almindelige mobiler i dag ligger på 300 timer – og det er stadig uden et medfølgende batteri. Som eksempel kan den avancerede Nokia N95 holde til omkring 200 timers standby. Til sammenligning er det en mobil, der umiddelbart har betydeligt flere udvidede funktioner.
Yderligere kunne RelationsPeople fortælle om Samsungs F300 taletid/afspilningstid på næsten 2 timer, der ifølge vores oplysninger er humoristisk lavt. Vi følger selvfølgelig sagen, og I kan glæde jer til en mere gennemgående test af Samsung F300 i det næste nummer af Mobil.
OPDATERET: Efterfølgende har RelationsPeople kontaktet os med en undskyldning og rettelse. Der var taget fejl med standbytid og musiklytning i flightmode, så de 17 timer åbenbart er ved musikafspilning. Standbytiden skulle ligge på 132 timer. Efter hvad vi har erfaret med teksteksemplaret får vi nu også sendt en ny F300, hvor vi selvfølgelig vil efterprøve deres nye informationer. Taletiden på 2 timer holder stadig.