P990 til 1799 kr. hos Telia
P990 er Sony Ericssons flagskib. Den har en masse funktioner og er en fremragende arbejdstelefon. Den har W-LAN, Symbian OS 9.1 med UIQ 3.0, FM-radio, visitkort-scanner, 2,8" QVGA-skærm med 262.000 farver, 2-megapixelkamera med autofokus, e-mail, spil osv.
Lyder det som en billig telefon? Nej vel. Og det er den heller ikke. Med mindre man kigger på Telias hjemmeside. Der står den til 1.799 kroner, hvis man tegner et Xpress-abonnement. Længere nede står der så, at den også koster 3.799 kroner med Xpress. Hvad skal man tro? Vi ringede til Telia, men de skulle lige undersøge det først. Efter 30 minutter ringede de så tilbage:
– Prisen på 1.799 kr. var en tastefejl, men det er en fejl, du kan ikke finde længere, forklarer Anders Rendtorff, kommunikationsdirektør hos Telia.
– Og der er ingen kunder, der har reageret på tilbuddet. Faktisk er du den første.
Anders Rendtorff afviser, at det skyldes en ringe interesse for modellen:
– Den sælger nogenlunde, men den hører jo til i det dyre segment, forklarer han.