Palm IIIxe: Kedelig klassiker fra Palm
Palm IIIxe er en god lommecomputer. Men så er alting også sagt. På trods af, at konkurrenterne kommer med den ene nyhed efter den anden, fortsætter Palm med at satse på stort set det samme produkt. Palms udviklere ønsker ganske enkelt ikke at ændre på et sejrrigt koncept.
Lommecomputeren Palm III har nu været på markedet i flere år, og af udseende er Palm IIIxe præcis det samme produkt. Hvad er det så, som Palm har forbedret med den nye model? Forskellen er til dels en udvidet hukommelse og til dels lidt bedre programmer i computeren.
Lad os begynde med dens software. Palm IIIxe har den nye version af styresystemet PalmOS, d.v.s. version 3.5. Softwaren er dog ikke forbedret synderligt meget. Det er det samme gamle adressekartotek, kalender, to-do liste og notesblok-program som sædvanligt.
Nu er dette ikke noget, man nødvendigvis behøver at klage over. Disse standardprogrammer er nemme at bruge og virker fint. De kan synkroniseres med de sædvanlige kalenderprogrammer på PCen – f.eks. Microsoft Outlook. Der medfølger også et andet kalenderprogram til PC – Palm Desktop, som også kan synkroniseres med lommecomputeren. Med Palm Desktop får man også et adressekartotek til lommecomputeren. Hvis man har en Macintosh, kan man som tilbehør købe software og kabel for at kunne tilslutte og synkronisere med Mac.
Men selv om Palm IIIxe indeholder en hel del enkle og gode standardprogrammer, så er det en skuffelse, at den ikke indeholder flere end disse.
Forudsætningerne for at køre datakommunikation er dog blevet lidt bedre. Med den nye version af styresystemet behøver man ikke installere en masse tillægsdrivere for at kunne koble sig til internettet via Palm-computerens IR-port og en mobiltelefon med IR og indbygget modem.
Men det er stadigvæk mere besværligt at gøre det end med konkurrenternes lommecomputere. Oven i købet for os, der er vant til at teste lommecomputere.
Når det til sidst er lykkedes at opkoble lommecomputeren til Internet, kan man kun konstatere, at der hverken er installeret e-mail program eller web- eller WAP-programmer. Faktisk findes der et e-mail program, men med det kan man kun hente og sende e-mails ved at synkronisere den med PCen.
Programmet AvantGo er installeret og det er i hvert fald et godt program til datakommunikation. Det er nemt at abonnere på en masse danske og udenlandske nyhedstjenester med AvantGo, og de friske nyheder downloades hver gang, man synkroniserer lommecomputeren med PCen (eller Mac’en).
Det tager lang tid at synkronisere, og det gør det lidt besværligt at teste denne funktion, når man abonnerer på mange nyhedstjenester. Det kan vare flere minutter, inden det lykkes lommecomputeren at downloade alle informationer. At det går langsomt skyldes også, at Palm stadig benytter sig af et almindeligt serielt kabel for tilslutning til PC. Flere konkurrenter bruger USB-kabler og med et sådant går det mange gange hurtigere. Desuden virker USB både til PC og Mac. En fordel ved et serielt kabel er dog, at det også virker sammen med Windows NT, som jo er almindeligt på mange kontorer.
Palm IIIxe har 8 MB hukommelse, hvilket er fire gange så meget som de gamle Palm III og Palm V. Den forøgede hukommelse er frem for alt en fordel for den, som flittigt bruger AvantGo og fylder computeren med forskellige nyhedstjenester. Men det er også godt med en stor hukommelse, da man så har plads til at installere mange ekstra programmer. Der findes jo tusindvis af programmer til Palm, som kan downloades fra Internet.
Palm IIIxe’s udseende har mange år på bagen. Den ligner meget Palms 10 år gamle »original» -computer – firmaets første lommecomputer PalmPilot. Der er selvfølgelig en vis form for charme i denne klassiske udformning, men Palm IIIxe er dog lidt klodset sammenlignet med f.eks. den tyndere Palm V.
Nu er det ikke det vigtigste for alle, at den lommecomputer, man ønsker at købe, er lille, men det er synd for IIIxe, at den hverken er helt lille eller har nogle funktioner, som er ud over det sædvanlig