Palm lancerer sin 3G-smartphone

Treo 750 er navnet på Palms nye 3G-smartphone. Rygterne om den har floreret længe, mens den gik under arbejdsnavnet Treo Hollywood. Nu er den officiel og kommer til Europa inden jul.

Palm lancerer sin 3G-smartphone

Palm Treo 750 bruger Microsofts styresystem Windows Mobile, men Palm har tilføjet sin egen grafiske brugerflade i systemet. Man kan f.eks. ringe til en person fra adressebogen, bare ved at skrive personens navn på den trykfølsomme skærm. Palm har også lagt deres egen besked-menu ind, så man f.eks. kan samle alle sendte SMS’er til en bestemt person i et chat-vindue. På den måde bliver det lettere at overskue, hvad man lige har skrevet til vedkommende – praktisk, hvis man har gang i en længere SMS-samtale med samme person.

Webbrowser og e-mailprogram findes naturligvis også, så man kan få god glæde af 3G-teknologien i enheden. Desværre understøtter den ikke W-lan. I og med at at Treo 750 har Microsoft Windows Mobile som styresystem, understøtter den push e-mail, hvor indkomne beskeder sendes til telefonen fra serveren, så snart de er modtaget, præcis som en SMS.

Windows Mediaplayer Mobile 10 følger også med til håndtering af musik og film. Her er det værd at nævne, at Treo 750 understøtter stereo-bluetooth til trådløse høretelefoner. Kameraet på bagsiden er kun på 1,3-megapixels, mens der findes et VGA-kamera på forsiden til videosamtale.

Vodafone bliver den første operatør i Europa, der sælger den nye Treo-smartphone, så vi kommer til at vente lidt på modellen endnu herhjemme. Det ventes at Vodafone-kunder kan købe den inden jul. Der skulle komme en version af Treo 750, som ikke knyttet til Vodafone, og den skulle eftersigende få navnet Treo 750v. Hvornår den kommer i handelen, vides endnu ikke, men den skulle være lig Vodafones Treo 750 mht. specifikationer.