Palm på vej med nyt styresystem
Amerikanske Palm var tidligere en af de store innovatorer på markedet for håndholdte enheder, men inden for de seneste år har de haft det svært. Deres salg er således faldet, og de har måttet fyre en del medarbejdere. Men nu skal et nyt styresystem vende skuden.
På elektronikmessen CES, der afholdes i januar måned i Las Vegas, vil Palm nemlig præsentere deres nye styresystem, der går under kodenavnet Nova. Ifølge dem selv vil det lukke hullet mellem BlackBerrys mobiler, der er beregnet til arbejde og e-mail, og Apples iPhone, der primært er lavet til sjov.
I arbejdet med at udvikle det nye styresystem, har Palm såmænd hentet indtil flere tidligere Apple-ansatte, der som bekendt har haft stor succes med deres styresystem på iPhone. Palm har dog også brug for en succes, hvis de skal vende skuden efter lang tids tilbagegang.