Palm Pre solgt i over 50.000 eksemplarer
I lørdags lød startskuddet til salget af Palms nye supermobil Pre, der skal redde dem ud af de problemer, de har haft de seneste år. Og det ser ud til, at modellen er kommet rigtig godt fra start.
Ifølge Wall Street Journal er Palm Pre nemlig blevet solgt i mellem 50.000 og 100.000 eksemplarer i løbet af den første weekend, den har været til salg. Dette er dog lavere end det tilsvarende tal på 146.000 for den første iPhone, men en del af det lavere tal kan skyldes, at der simpelthen ikke var nok eksemplarer at sælge i butikkerne, og at nogle derfor måtte gå skuffede hjem.
At sælge over 50.000 eksemplarer den første weekend er dog en flot bedrift, og salget bliver nok næppe ringere, når den senere på året også kommer til Europa. Vi håber naturligvis, at vi også snart får den at se herhjemme.
Kilde: Wall Street Journal